Tekst fra bogens bagsiude:
Stadig flere private og offentlige organisationer indfører selvstyrende
team. De selvstyrende team skal skabe forbedret konkurrenceevne
i form af øget innovation og større kvalitet i den service eller
det produkt, der skal leveres. Samtidig forventes indførelsen af selvstyrende
team at forbedre medarbejdernes tilfredshed med arbejdet,
sikre et tættere kollegialt fællesskab og skabe større mulighed
for kompetenceudvikling og selvrealisering.
Implementeringen af selvstyrende team får dog ikke altid den ønskede
effekt. Både ledere og medarbejdere kan have svært ved at
finde ud af, hvilke roller de skal varetage i en ny teamstruktur, og
hvilke aktiviteter de skal sætte i værk for at skabe en god udvikling.
Skal teamorganiseringen give bedre resultater, må både ledere og
medarbejder påtage sig nye roller og en radikalt anden måde at
tænke på.
Bogen diskuterer, hvad der kendetegner selvstyrende team, og ikke
mindst hvad der adskiller de gode team fra de mindre velfungerende.
Selvstyrende team belyses som organiseringsprincip ud fra seks
organisationsteoretiske perspektiver: ledelse, læring, kultur, kommunikation,
magt og konflikt. Bogen præsenterer en række teorier
og modeller, der kan bruges til at analysere og perspektivere praksis
i og omkring selvstyrende team. Med afsæt i teoretiske analyser
samt erfaringer fra praksis giver bogen desuden ideer til, hvilke
overvejelser ledere og medarbejdere i organisationer med selvstyrende
team med fordel kan gøre sig før og efter implementeringen
af selvstyrende team.
Selvstyrende team er skrevet både til studerende, som ønsker at forske
i egen praksis, og til praktikere, der ønsker at bliver klogere på,
hvad det er, der sker i deres organisation, og hvilke muligheder og
begrænsninger team giver. Bogen er fortrinsvis tiltænkt studerende
på professionsbachelorniveau som fx lærer-, pædagog- og sygeplejestuderende,
men kan med fordel læses af alle, der beskæftiger sig
med organisation og ledelse med særligt fokus på selvstyrende
team.
Bogen kan erhverves i den normale boghandel og du kan læse indledningen, indholdsfortegnelsen samt kapitel 1 her. Disse kan downloades som PDF filer og kræver derfor Adobe PDF Reader for at læse filerne.
Du kan også se mig fortælle om bogen på YouTube.